tænketanker

Har lige brugt ti minutter foran Kvicklys brødhylde!

Skal det være græskarkerneboller eller grovkerneboller? Bum bum bum.

Græskarkerneboller, grovkerneboller, græskarkerneboller, grovkerneboller, græskarkerneboller…

Græskarkerneboller:

Fordele:

·         De er gule

·         Vamset udseende

·         Masser af kerner i bunden

·         11 stk. i posen (hvis man tager den rigtige)

Ulemper:

·         Lyst brød

·         Ikke riste-venlige med kerner i bunden

Grovkerneboller:

Fordele:

·         Mørkt brød

·         Mætter mere

·          Store stykker

·         Giver god samvittighed

Ulemper:

·         Sundt udseende

·         Kun 8 stk. i posen

Bum, bum, bum – så bliver det sgu rosinbollerne!

Tænk, hvor meget tid man ville have ekstra, hvis bare man kunne beslutte sig…

I min drømmeverden holder alle ferie fra og med den 23. december til og med den 29. december. I min drømmeverden kan vi i den periode ikke lave andet en at slappe af, være sammen med vores kære og spise god mad – det er nemlig hvad julen handler om.

I min drømmeverden er juleferien, det eneste tidspunkt på året, hvor vi kan pleje os selv uden dårlig samvittighed… udover den dårlig samvittighed over hvad der puttes i munden.

Jeg er godt klar over at dette ikke vil fungere i virkeligheden. Dog synes jeg tanken er god.

I et samfund, hvor stress fylder meget, tror jeg, det kunne være sundt at have en periode, hvor vi var tvunget væk fra arbejdet, hvor man kunne restituere sig og gøre sig klar til et nyt år.

Der er brancher, hvor arbejdet ikke bare kan nedlægges for en periode, fx sygehusvæsenet, politiet og ældreplejen m.m.

Men hvad med butiksbranchen?

 Juletiden er en stresset tid og at lukkeloven er blevet lempet og har udsigt til at blive lempet endnu mere, ser mange som en fordel. Butikkerne kan have senere åbent og åben på flere dage. Op til jul betyder det fx, at der er mere tid til køb af julegaver og julemad.

Men mon ikke vi ville nå det hele alligevel, hvis butikkerne ikke havde så meget åbent? Og hvad ville der egentlig ske, hvis vi ikke nåede al det vi havde tænkt os? Den jul, hvor mine forældre var så sent ude, at der kun var grimme juletræer tilbage og derfor måtte bore huller i stammen for at flytte grene i forsøg på at gøre træet bare lidt pænere, var en lige så god jul, som alle de andre vi har haft.  Ligeså var julen, hvor kirsebærsovsen var næsten udsolgt og derfor noget begrænset på ris’ a la manden…

Heldigvis er juleaften, samt 1. og 2. juledag stadig hellige -  også når lukkeloven endnu engang lempes i 2012 og hvis disse dage ikke er nok til mig, bør jeg nok finde mig et nyt arbejde… indtil videre nøjes jeg dog bare  med  at drømme videreJ

… ” Sørg for at have maskinen slukket når I tråder den og sætter knappen i, så I ikke kommer til at sætte den i gang før I har fingrene væk”…

Åh Åhhh, præsentation af endnu en farlig maskine – knapisætningsmaskinen…

…” Dernæst tænder I maskinen, træder trampen i, nålen kan knække og knappen springe ud – så HUSK at kigge den anden vej når I gør det…”

Mine lærere er rigtig gode til at sætte det værst tænkelige skrækscenarie op, når de introducerer os for nye maskiner. De kender altid en der lige har syet sig selv i fingeren, fået kæmpe forbrænding ved dampstrygjernet, skåret en finger af ved tilskærerimaskinen, kommet i klemme i fixeringsmaskinen eller kvast en finger i trykknappresseren. Til sidst sørger de dog altid for at fortælle, at hvis vi gør som de siger, sker det ikke.

 Jeg sætter mig til knapisætningsmaskinen med stor respekt, rystende hænder og sved på panden (næsten da), gør klar til at træde på trampen og slambang – knappen flyver ud i lokalet – selvfølgelig! Godt at jeg havde puttet mit hoved i forsvarsposition mellem mine ben, så jeg ikke blev ramt af den lille satan – man kender vel sig selv og sin skæbne.

Selvom jeg følger deres sikkerhedsforanstaltninger, frygter jeg altid første gang jeg sætter mig ved en ny maskine. For på en eller anden måde går det meget sjældent lige efter bogen, når jeg skal prøve noget nyt.

På trods af, at der lige har siddet en anden ved maskinen, og arbejdet så fint, lykkes det mig ofte at lave rav i den.

Så må jeg sidde med min pincet og rode rundt i maskinen, for at få den til at du igen. Lettere bliver det ikke af, at maskinerne oftest er højreorienteret, så en venstrehåndet, som jeg, enten nærmest må stå på hovedet for at rave i den med venstre hånd eller må forsøge med en akavet og rystende højrehånd.

Med alle de forskellige maskiner, vi skal lære at kende, kommer der helt sikket flere af sådanne situationer, så der skal nu nok blive rig mulighed, for at træne højrehånden. Desuden lærer jeg også maskinerne godt at kende ved altid at skulle rode med dem – det er ikke så skidt at det ikke er godt for nogetJ

Da det er søndag uden planer har jeg valgt ikke at gøre noget ud af mig selv. Dvs. hyggestøj i form af gamle træningsbukser og en stor strikbluse som ikke just matcher sammen. Dertil ingen makeup og hår med mærkelige hvirvler og krøl i den ene side, da jeg til morgen valgte ikke at føntørre det… Jeg kan nemt forveksles med en fra de ”Unge mødre”.

Jeg har lige været nede i Rema og handle lidt ind. Det tillod jeg mig at gøre efter at have overbevist mig selv om, at jeg nok får mit – lad os bare sige - afslappende søndags-look til at virke værre end det i virkeligheden er.  Jeg møder sikkert ingen jeg kender og hvis jeg gør, så tænker de nok slet ikke over, at jeg ser anderledes ud.

Det var IKKE tilfældet. Jeg har ikke nået Rema før jeg møder det første kendte ansigt – min chef. Hun har travlt og i forbifarten, kommer hun smilende med kommentaren ” Nåh, har det været en sjov aften i går”. ”Tjah” siger jeg og når lige at fortælle, at jeg har været hjemme ved mor og far, før hun er væk igen. Jeg går videre og når Rema. Derinde står jeg foran ketchup-hylden og overvejer om jeg skal købe den billige til 10 kr. eller Heinz ketchup, der smager rigtig godt, men er dobbelt så dyr, da en dame kommer hen til mig. Det viser sig at være en af stamkunderne fra butikken jeg arbejder i, som lige vil høre om jeg kan huske det stof jeg solgte til hende i fredags og om jeg vidste hvorvidt det skulle vaskes på skåneprogram eller ej. Jeg fortæller hende, at der er noget uld i og det nok derfor er en god ide med skånevask. Imens prøver jeg at udvise så meget kreativitet som muligt, hvilket er en stor udfordring på sådan en afslapningssøndag. Jeg får samlet de varer ind, der stå på min indkøbsliste, betalt dem og pakket dem (jeg valgte i øvrigt den billige ketchup, da den faktisk også smager meget godt!) og på vej ud når jeg lige at støde ind i min onkel, der i første omgang ikke kan kende mig, fordi jeg åbenbart ser så anderledes ud.

At være anonym i Skanderborg er ikke ligeså let som i Århus, selvom det nu kunne være meget rart engang i mellem. Så jeg kan gå og være grim og distræt for mig selv og løbe en tur med et ansigt lignende en stor bøftomat uden frygt for at støde på nogen, jeg kender.

Til gengæld blev jeg i går mindet om, hvordan det var at shoppe i Århus og mindet om hvorfor jeg ikke gjorde det så tit, da jeg boede der. På det område passer tempoet og menneskemængden mig bedre i Skanderborg.

Dog lykkedes det mig at finde nogle sko, som jeg er SÅ tilfredse – dem skal jeg helt sikkert have på i morgen, når jeg skal være tjekket den første dag i skoleperioden på TEKO – jeg skal jo prøve at hamle op med alle de andre tjekkede designfolk  - bare den første dag i hvert faldJ

… er det mig?

Storebror Thomas har altid kærligt mobbet mig med, at jeg er en rigtig bedstemor, der sidder med hjemmehæklet morfartæppe, ser Matador og serverer kaffe i kaffestel til gæster. Hidtil har jeg smilet, rystet lidt på hovedet og tænkt: Lad ham bare synes det – det er ikke mig, der bliver nødt til at spille fodbold med varmebukser, da jeg ellers ikke kan gå dagen efter en kamp.

I Lørdags strejfede tanken mig dog, om han virkelig har ret, da jeg i en ventestund på Vejle station trak mit medtagede strikketøj frem og begyndte at strikke. I mit hovedet virkede det meget naturligt, indtil jeg kiggede op og så, at en gruppe unge mennesker sad og stirrede på mig med et ansigtsudtryk, der sagde, at det slet slet ikke var naturligt – dér tænkte jeg: Måske ér jeg en 80 årig granny fanget i en ung krop (24 år ER ungt!). Jeg blev født i en alder af 54 år – man har vel hørt vilde historier.

Hvor er unge mennesker fordomsfulde nu til dags tænkte jeg, gemte mit strikketøj og begyndte at sms’e i stedet - som om jeg ikke er med noderne:)

Dagens to-do-liste:

·         Sove længe

·         Se ”Sex and the city”

·         Være alene

·         Læse ”Shopaholic – i medgang og modgang”

·         Bage boller

·         Drikke kaffe

·         Dagdrømme

Efter en virkelig god og begivenhedsrig weekend med dejlige mennesker, lækker mad, koncert, festuge, Asti og besøg, er sådan en fri-mandag nu guld værd J

Lille værelse, lille toilet og Århus er nu skiftet ud med 3 værelser, badeværelse med brusekabine og Skanderborg. Forskellen er stor.  Dertil kommer udskiftning af roomie - fra veninde til kæreste (hvis man altså må kalde sin kæreste roomie???). Og i øvrigt er det nok lige værd at nævne at veninde og jeg ikke er blevet kærester, men at det er to forskellige personer jeg her snakker om… jeg er stadig heteroseksuel( sagt på en absolut ikke-dømmende måde!).

Nu kan ting være der hvor de hører til – toiletsager og håndklæder på badeværelset, vasketøjskurv ved vaskemaskinen, sengetøj ved sengen, overtøj og sko i garderoben – utroligt hvad jeg førhen har kunnet proppe ind i ét skab. Jeg har nydt at bo, som jeg gjorde og samtidigt nyder jeg virkelig at bo, som jeg gør nu.

Og ham der min kæreste er bare dejlig. Nogle gange får jeg lidt ondt af ham. Igennem mit liv som eneboer har jeg opbygget nogle vaner(man kan også kalde dem særheder)som nu efterhånden går op for mig OG min kæreste. Forleden eftermiddag var det mit forhold til min æble- og gulerods-blanding der blev belyst. Jeg har introduceret den til min kæreste. Dog ikke at man ikke må skrælle æblerne – hovedsageligt fordi jeg ikke selv var bevidst om hvor vigtig skrællen er for mig, førend jeg som spontan reaktion, da jeg ser at han netop har skrællet æblet, hopper op og ned mens jeg ærgerligt råber ”Nej, du må da ikke skrælle æblet, hvorfor skræller du æblet?”. Mon man kan kommer på sådan et vane-afvænningsprogram? Eller kan jeg måske overbevise ham om, at det ikke er mig men en anden, der er inde i mig i sådanne situationer - en dæmon eller sådan noget…

Jeg håber at min kæreste kan bære over med mig for jeg bryder mig virkelig om at bo sammen med ham og bo i Skanderborg… også på trods af de mange store edderkopper, der åbenbart også bor i Skanderborg.

Forleden dag kom en dame ind i butikken, hvor jeg arbejder. Hun skulle hente noget garn, som var blevet bestilt hjem til hende. Jeg spurgte om hendes efternavn og hun svarede Myretue. Jeg troede hun lavede sjov og et smil bredte sig over mine læber, lige indtil jeg så hendes alvorlige ansigtsudtryk, hvorved mit smil forsvandt i selv samme sekund og i stedet blev afløst af en stigende varme i kinderne – pinligt, pinligt, pinligt!

Samme aften tog jeg hjem, googlede efternavne og gennemgik en lang liste over efternavne optrædende i det danske land - føler mig nu beredt på lignende ”sjovt navn”-situationer.

Godt mit efternavn ikke er:

·         Gylle

·         Satan

·         Avlskarl

·         Boller

·         Dum

·         Gardin

·         Kallehauge

·         Kaad

·         Kylling

·         Fokdahl

·         Tunstall

·         Taber

·         Homo Pedersen

Krydser Lilletorv på vej hjem fra Stof og Sy, hvor jeg er elev. Der sidder en gademusikant og synger Beatles. Et kærestepar står omfavnende og lytter, et andet par danser en swing-om og en gammel Rock-mamma ryger en smøg mens hun danser med sig selv. Der er forår i luften.

Jeg bliver så glad og fuld af overskud – det overgår min træthed efter første dag som elev, der ellers er så stor, at jeg glemmer at lukke køleskabet, glemmer hvad jeg skal have i køleskabet og putter et glas mælk op i skabet i stedet for ind i mikro’en (så jeg kan få lunt mælk til min kaffe, som jeg i øvrigt nu må til at nyde om aftenen).

Det slår mig ikke ud – heller ikke en indkøbstur i en tom Løvbjerg (udover rådne frugter – påsken er ovre!)

… for det kildrer lidt i maven – af glæde, af spænding, af forelskelse… J

Det’ en skandale! Den danske befolkning er i oprør. Det er nu eller aldrig. Det handler om liv eller død.

Det er X-FACTOR

Lige for tiden sidder en stor del af den danske (og færøerske) befolkning fredag efter fredag klinet til tv-skærmen for at følge deltagerne i X-faktor - jeg selv inklusiv.

For mig er det god underholdning. Jeg kommenterer og diskuterer lystigt deltagernes præstationer, hvem der fortjener at blive og hvem der skal ryge ud… efter min mening. 

Afstanden derfra og til at falde i stor harme over, at det så ikke liiiige går efter mit hoved, er dog stor. Så lidt uforstående (dog ikke overrasket) står jeg overfor det oprør fredagens show har ført med sig.

Anna røg ud efter at være røget i farezonen med Jesper.  Det var Remees beslutning. En beslutning som man udfra drama og indpaknings-snak (sig det nu bare!) skulle tro gjaldt liv eller død.

Selvfølgelig skal jeg ikke bagatelliserer at det er et intensivt forløb deltagerne gennemgår og det er noget de brænder for – samtidigt er det også bare en konkurrence og livet skulle gerne fortsætte derefter.

Det er i hvert fald ude af proportioner når Remee pga. sin beslutning ikke tør tage til Færøerne, når han undskylder sin beslutning, når DR-folk kræves fyret og når politikerne begynder at blande sig.

Det er vel i bund og grund bare et TV-program.

Sms-rod eller ej – måske fredagens afgørelse bare var bygget på seernes stemmer. Måske fik Anna bare ikke stemmer nok.

P.S.  Anna lever stadig. Jeg så hende lige i Aftenshowet her til aften.

Hun HAR en fantastisk stemme og vi skal nok høre mere fra hende, hvis det er det hun vil!